Miniguide

7 trin til et professionelt logo

Dit logo er det der identificerer dit brand. Hvis du ser på nedenstående logoer, har de ikke brandnavne tilknyttet, men du kan med det samme fortælle hvilket brand det er og hvad de kan tilbyde. Hvorfor? Fordi disse firmaer allerede har opbygget et stærkt brand. Det er måske ikke lige i den liga du vil designe et logo til, men derfor er det alligevel vigtigt at have et stærkt og professionelt logo, der afspejler virksomhedens værdier.

Et simpelt design gør det lettere for folk at huske dig. Inkluder noget unikt, der får dig til at stå ud fra mængden. Husk også vigtigheden af, at dit logo skal kunne fungere på tværs af platforme. Du kan også lave alternative logoer som kan bruges på stempler, t-shirts osv.

01)Research

Du skal starte med at gennemgå nedenstående liste, når du starter op på din researchfase. Hvad enten det er et logo til dig selv, eller til en kunde, så er der nogle ting du skal have på plads, så du kender målgruppen og formålet med logoet.

  • Hvad er det for et firma/hvem er du
  • Branche
  • Konkurrenter
  • Målgruppe
  • Saml visuel inspiration

Umiddelbart lyder det jo ganske kedeligt, men det er godt givet ud. Du skal researche på andre logoer og samle inspiration. Find nogle logoer du kan li’ og gem inspirationen, kig på dine konkurrenters logoer.

Jeg plejer at søge inspiration forskellige steder, og jeg har lavet en liste over de bedste steder herunder.

Du kan oprette et Pinterest board og gemme der, eller en mappe på din computer/printe ud. Det gør du, som det passer dig bedst.

02)Moodboard

Lav et moodboard med inspiration, så du visuelt kan se hvilken retning du vil gå. Du kan lave et moodboard fysisk med prints, i indesign, eller online på Canva.

Her indsætter du de logoer, billeder, fonte og evt. farver du har fundet, som du har gemt fra din researchfase.

Her under ser du et eksempel på et moodboard jeg har lavet, med inspiration fra pinterest.

Links til nyttige værktøjer

03)Skitsér

Når du har samlet inspiration, skal du til at skitsere. Det kan du gøre på papir, eller på computeren, som det passer dig bedst. Jeg gør begge dele, skitserer på papir og rentegner i Adobe Illustrator.

04)Fonte

Der er mange flotte, og gratis fonte efterhånden, og man kan også købe fonte til billige penge. Du kan faktisk prøve fontene online, ved at skrive dit firmanavn ind på de fleste font-sites, og se hvordan det ser ud med forskellige fonte.

Hvis du vil prøve fontkombinationer, kan du gøre det på Google fonts, der kan du få en indikation af, hvad der ser godt ud overfor hinanden.

Som jeg skrev tidligere, kan det være en fordel at lave et alternativt logo, som er en slags forkortelse for dit logo. Lav ikke mere end en til to. Det vigtigste skal stadig været dit primære logo. Det er heller ikke sikkert du skal lave et primært logo.

Image credits: Pinterest

Her er links til steder hvor du kan finde lækre fonte

05)Farver

Jeg bruger typisk ikke mere end en eller max to farver når jeg designer et logo. Jeg kigger gerne inspirationsbillederne igennem for at se specielle og spændende farvekombinationer, som selvfølgelig afspejler målgruppe osv. som du fandt frem til i trin 1.

Er du i tvivl om hvilke farver du skal vælge, så prøv at læse om farvepsykologi eller betydningen af farver.

Der er flere forskellige værktøjer til farvepaletter, og jeg synes en af de bedste er coolors. Adobe har også et værktøj der hedder Adobe Color CC. Begge kan bruges i Adobes programmer, hvilket gør tingene lidt lettere.

Farveværktøjer

06)Størrelse

Størrelsen betyder noget ;-)

Opløsningen på logoet skal være stor nok, så det både kan fungere som logo på din hjemmeside og skaleres op til feks. en firmabil. Sørg for at det er i orden fra starten, selvom du ikke lige har en firmabil der skal dekoreres med det samme. Det er bare så ærgeligt ikke at have logoet i den rette opløsning.

Jeg anbefaler at logoet bliver lavet i Adobe Illustrator, da du så kan lave det i vektor. Det betyder at det kan skaleres op og ned, uden at tabe kvalitet. Derfra kan du så eksportere det til de filformater du skal bruge. PDF, PNG, JPG osv.

Herunder ser du til venstre et twitter logo som er skaleret op fra en lille billedfil (jpg/png), og til højre en vektorfil (ai/eps). Det er let at se forskellen.

twitter raster vector

07)Test dit logo

Test dit logo på udvalgte personer og hør deres mening. Nogle gange er det en god ting at få set på sit arbejde med friske øjne. Ret til og tag kritikken konstruktivt, i stedet for personligt. Det skaber det bedste resultat.

Image credit: Behance

Tadaah!

Nu er du klædt på, til at gå i gang med at lave logo.

Synes du stadig det er svært at komme i gang, står jeg gerne til din rådighed. Skriv til mig, og få et tilbud på logo eller brandpakke.