Sådan laver du en digital fælleskalender for hele familien

sådan laver du en digital fælleskalender for hele familien

Bruger i hver jeres kalender på telefonen, og har altid svært ved at finde ud af hvad den anden skal og hvornår. Glemmer den anden at skrive aftaler i jeres fælleskalender på opslagstavlen derhjemme, og er det bare rigtigt svært at få det hele planlagt?

Så er det tid til at få en digital familiekalender der rent faktisk virker! Og så er det endda ret nemt at sætte op. I promise!

Det eneste du skal gøre, er at oprette én ny kalender. Til jer alle.

Følg med her, så guider jeg dig.

 

Trin 1)

Opret en Gmail konto

  1. Åbn en browser og gå til Google Accounts her > for at oprette en ny konto. Du skal ikke logge ind med eksisterende, opret en ny.
  2. Så taster du dine oplysninger ind, og vælger en relevant mailadresse, feks. familienjensen@gmail.com.
  3. Tryk næste trin og accepter vilkårene.
  4. Tryk ‘fortsæt til gmail’
  5. I øverste højre hjørne vælger du nu menuen (de 9 prikker der danner en firkant) og vælger ‘kalender
  6. Under “mine kalendre’ i højre side vælger ‘opret ny kalender’ og indtast navnet på den der også skal have en kalender og tast vedkommendes navn. Vælg ‘opret kalender‘. Jeg har skrevet “manden” og “konen” men du taster jo bare navnet på din mand eller kone og børnene eller hvert af børnenes navne i hver deres kalender, hvis de er store nok til at have sådan en. Lige nu bruger vi ikke børnenes kalendre, men lægger det i vores egne kalendre, alt efter hvem der skal stå for en aftale med det enkelte barn.
  7. Efterfølgende kan du vælge en farve til kalenderen. Det vil være en fordel at alle har deres egen kalender og egen farve, og at I også har en fælleskalender, i stedet for at det står 3, 4 eller 5 gange i kalenderen på samme dag, hvis alle mand skal til den samme fødselsdag.

Klik på billederne herunder, for at se screenshots.

 

Trin 2

Sæt kalenderen op på jeres telefoner

For at sætte op på iPhone / iPad gør du således:

  1. Gå ind i dine indstillinger > Kalender > Konti > > Tilføj konto > Google
  2. Når du har tastet din google mailkonto-adresse samt adgangskode (som du oprettede helt i starten), så slår du alt andet fra (E-mail, Kontakter og Noter), så kun kalenderen er aktiveret og trykker ‘arkiver’.
  3. Derefter går du ind i din kalender app (Jeg kan anbefale at bruge 19 kr. på den kalender app der hedder ‘Week Cal’, den giver bare et fantastisk overblik! Find den i App Store her >), og her kan du vælge hvilke af dine oprettede kalendre der skal være aktive. Som standard er de alle aktive. Hvis du trykker på info ikonet til højre, kan du indstille farven på de forskellige kalendre. Tryk derefter ‘ok’.
  4. Så er det ellers bare at oprette denne kalender på alle enheder (telefoner, tablets osv.), så kan alle følge med i, hvad de andre i familien skal (og hvad man selv skal). Man kan naturligvis slå de kalendre fra, man ikke ønsker at se. Hvis man selv har mange aftaler, så kan det nogle gange virker forvirrende at se alle de andres aftaler. De kan let klikkes fra og til efter behov inde i kalender-app’en.

Klik på billederne herunder, for at se screenshots fra iPhone.

 

TIP:

Et lille tip er, at indstille standard kalenderen til den enkeltes på hver telefon, så den standard står til vedkommendes kalender. Så skal man ikke vælge sin egen kalender hver gang man opretter en aftale, fordi kalenderen som standard står til en andens.

Du indstiller det her: Indstillinger > Kalender scroll ned til ‘Standardkalender’ og vælg den kalender som skal være standardkalenderen på den pågældende telefon.

Voila! Du har nu oprettet en digital familiekalender.

Det kan være det bliver dig der skal skrive alles aftaler i alligevel, men nu ved I alle hvad I hver især skal, hvis bare I lige tjekker kalenderen.

 

OBS:

Jeg tager intet ansvar for, om det rent faktisk fungerer i netop din familie, for det kræver at I rent faktisk alle gør en indsats og får skrevet aftaler ind, eller melder det ind til kalender-chefen.

Jeg vil elske at høre om du kan bruge dette indlæg til noget. Skriv en kommentar her under :-)

Something to Say?

Your email address will not be published.